Le Vinyle Club Vinyl Le Vinyl Club Varua - Quinzequinze

Bestemt, vi opdager, at en ny generation af alsidige og talentfulde kunstnere ikke nøjes med at lave musik, men har ambitionen om at mestre både form og indhold i en global kreativ proces.
Det er tilfældet med QuinzeQuinze, et kollektiv af 5 musikere, som også er ingeniører, videofolk og grafikere! De mødtes faktisk på designskolen i Amiens i 2013 og adopterede det gådefulde navn ved at udsende interaktive 3D-visualer hver fjortende dag, frugterne af deres grænseløse fantasi!

Men det er især musikken, der har gjort det muligt for dem at udtrykke deres særegenheder og komplementaritet, bl.a. gennem to af deres medlemmer: Ennio Neagle og Tsi Min Siu, der kommer direkte fra Fransk Polynesien. De danner sammen med Robin Morisse Mac Lean og hans bror Marvin samt Julia Dell'Angelo en overraskende kvintet.
I 2018 beslutter de at udgive en kortfilm på femten minutter, der fortæller verdens fødsel som præsenteret i tahitianske legender, ledsaget af sin soundtrack under navnet Nevaneva, der bliver deres første E.P. To år senere udkommer et nyt fire-numre album: Le Jeune, der er mastret af Alex Gopher, en af forkæmperne for french touch i 90'erne og 00'erne. Titlen er en denunciation af de nukleare prøvesprængninger, der fandt sted i 30 år i Polynesien og deres konsekvenser: en stigning i kræfttilfælde i denne region! Et andet nummer fra det album, « Bolero », vil blive remixet af en anden stjerne inden for deep house fra den storhedstid: Dj Deep.

Ud fra disse første succesfulde erfaringer har vores musikalske autodidakter arbejdet på at tilbyde et mini-album, der blev udgivet i begyndelsen af 2022, kaldet: Vãrua. Som betyder "ånd" på tahitiansk, er det også roden til ordet "vãrua'ino", der bruges til at tale om onde ånder samt alle vejrfænomener og himmelske fænomener. Sjælen af Tahiti er allestedsnærværende, men her er vi langt fra det postkortbillede, vi normalt forbinder med øen. Hvad enten det er i musikken eller teksterne, siger de selv: "vi vil lege med koderne", og deres drivkraft er kærligheden til eksperimentering.
De svævende vokaler synger på fransk i numrene « Le soleil », « Le Bleu » og «Te tiare », på engelsk i « Muse », « Les restes » og på tahitiansk i « Hotu Painu » og « Tapu Te Po », inspireret af Orero, denne traditionelle talekunst, på polyfonisk måde (kaldet himene tavaras) eller nogle gange på en let og diskret måde som et suk. Musikalsk set er to'ere, percussionerne fra øerne i Polynesien, en rigtig rød tråd, der interagerer mellem de nogle gange dekonstruerede rytmer og de mystiske og hypnotiske elektroniske harmonier.
Når de taler om "klimamusik" for at beskrive produktioner, der er en ægte indbydelse til rejse og forvandling, som man frivilligt overgiver sig til, nævner gruppen både ældgamle og mere nutidige fortællinger. Først bliver man destabiliseret af denne fusion mellem modernitet og traditioner, som kan virke mærkelig, men som hurtigt bliver familiær.

Under alle omstændigheder venter gruppens fans og kritikere allerede spændt på udgivelsen af et rigtig første album, som burde gøre det muligt for QuinzeQuinze at udvide deres publikum og få den anerkendelse, de fortjener. Vi glæder os i hvert fald!

Arnaud Brailly