Le Vinyle Club Vinyl (Limited Edition - Gul) The End Of Comedy - Drugdealer

Nu er sommeren virkelig her, og hvad er bedre i denne "efter-verden" end at dykke ned i et sødt album, der dufter af californisk strand og syrlige cocktails.
Le Vinyle Club sætter sejl med en limited edition kun for dig af et album, der passer perfekt til dine lange sommeraftener.

The End of Comedy er projeketet af et kollektiv ledet af den californiske musiker Michael Collins, der har fået et "storslået" scenenavn. Drugdealer sælger ikke noget ulovligt, men fortjener anerkendelse for at samle en ny indie pop-scene fra Californien, især hele banden omkring Mac De Marco.
Og kun for denne festlige og så afslappede atmosfære bliver vores ører forkælet med en psykedelisk poplyd, men som til slut er meget moderne, hvilket skubber os mod en sensuel tilstand, vi så meget har brug for lige nu.
Vi lukker øjnene, og vi forestiller os at være på vej i en campist til Long Beach, med surfbrætter i bagagerummet.
Bag denne kontrollerede coolness gemmer der sig altså en talentfuld musiker, Michael Collins, tidligere medlem af Run DMT og Salvia Plath, der som tidligere østlænding blev fanget af den californiske bølge i slutningen af 2000'erne. I Los Angeles, hvor han flyttede til i 2009, møder han en vis Ariel Pink, som også medvirker på The End of Comedy med nummeret Easy to Forget. Vi kender Ariel Pinks indflydelse på den californiske indie-scene i 2010'erne, og Michael Collins vil følge denne vej.

The End of Comedy udkommer i 2016 og formår at gøre sig bemærket ved sin simplicitet og et tilbagetog til rødderne, som folk-pop fra USA havde brug for. Mellem psykedelisk pop og lo-fi, vil Drugdealer gøre et bemærkelsesværdigt indtryk med dette første projekt.
Med en instrumentering, der dog er meget "New York"-jazzet, tager The End of Comedy os til Vestkysten allerede med det 2. nummer, "The Real World," med meget varmere lyde, lidt som om rejsen skulle være den "ægte verden," ligesom de migrerende fugle. Drugdealers musik lyder ret, fordi den er meget tilgængelig, og minder om varmen fra 70'ernes californiske pop, undertiden Fleetwood, undertiden Beach Boys, en perfekt soundtrack til den berømte "golden hour" på stranden... Albummet er solrigt, varmt, og afsluttes med et instrumentalt stykke, der også er meget jazzet, præget af en gigantisk latter fra musikeren, som om man skulle vide hvordan man skal komme tilbage til Østkysten en dag... Slutningen på det gode, The End of Comedy; vi burde alle sige, at det måske er slutningen af august, når ferietidens klokker har ringet...

Marie Laure