Da dette album "Louis & the Good Book" udkom i 1958, havde Louis Armstrong allerede oplevet et væld af liv, og han kunne prale af en imponerende karriere.

Den New Orleans-fødte musiker fra starten af det forrige århundrede begyndte meget ung at spille instrumenter, først på cornet og senere trompet (i en ungdomsanstalt!), og hans mange mentorer opmuntrede ham konstant til at udvikle sig, så allerede som 25-årig var han leder af sit første band: Hot Five!

Han udnyttede denne mulighed til at opfinde konceptet med solistiske "stjerne"-musikere, som stadig i dag er normen i jazzverdenen, og til at udvide sin palet som svingets prins ved også lidt tilfældigt at skabe scat med nummeret "Heebie Jeebies".

Hans hæse og varme stemme blev i øvrigt hans nye instrument i 1930'erne, både i sine kompositioner og i film, hvor han fik mange roller, især med Bing Crosby. Hans optræden på lærredet øgede hans popularitet blandt det brede publikum og overskred grænserne for Amerika, da han også opnåede enorm succes med sine udenlandsture, især i Europa før og efter krigen!

Ved slutningen af 1950'erne havde Satchmo (hans kælenavn) derfor ikke mere at bevise, og selvom han nu blev konkurreret imod af flere generationer af talentfulde jazzmusikere (Dizzie Gillespie, Miles Davis, Lee Morgan...), forblev han en uundgåelig ikon.

Det var derfor i en alder af 58 år, at han besluttede at udgive "The Good Book", fuldstændig dedikeret til kulturen af negro-spirituals.

Det er ikke første gang, musiceren prøver denne form for musik, men det er første gang, han afsætter et helt album til det.

Akkompagneret af sit sædvanlige orkester, hans "All Stars", som består af James 'Trummy' Young på trombone, Mort Herbert på bas, Barrett Deems på trommer, Edmond Hall på klarinet, Billy Kyle på klaver, Everett Barksdale på guitar, Nickie Tagg på orgel, er hele ensemblet arrangeret af Sy Oliver og hans ti korister. Indspilningen sker i New York på tre dage i en helt kontrolleret proces!

Præget af spiritualitet genbesøger Louis dog disse store standards fra det religiøse repertoire på sin egen måde, med indflydelse fra big bandene i New Orleans. Man finder nogle berømte numre som « Down by the riverside », « Sometimes I Feel Like A Motherless Child" og « Go Down Moses », hvis musik senere blev genfortolket i Frankrig af Claude Nougaro i en hyldest til musikeren, den velkendte "Armstrong", nogle år senere. Til tider træder Louis' trompet i forgrunden som i hans version af "Sweet Lord, sweet chariot", mens swing altid er lige omkring hjørnet som på "This Train".

I hvert fald behøver man ikke at være troende for at værdsætte denne musik, så meget har dette aspekt af den afroamerikanske kultur præget mange kunstnere og inspireret adskillige musikalske stilarter i over et århundrede.

"Louis and the Good Book" forbliver i hvert fald et af hans mest berømte albums, som selvom det af nogle betegnes som et "nemt" projekt, virkelig viste at den, der ikke havde mere at bevise, endnu en gang viste, at adskillelsen mellem hellig musik og verdslig musik blandt afroamerikanere ikke var tykkere end et cigaretskride papir!

Halleluja!